Forfatter : Hans Huss, 2013

Der har levet mennesker omkring Ejsbøl sø langt tilbage i tiden.  Ved udgravninger i mosen fra 1955 til 1964 før den blev oversvømmet og søen gendannet,  fandt arkæologer  op mod 2000 genstande af forskellig art: lanser,  spyd, skjolde,  sværd og pilespidser.  Desuden rytterudstyr og saddelbeslag, seletøj  osv. Genstandene er dateret til at stamme fra tiden 300 e. Kr til ca. 500 e. Kr og kan ses på Haderslev Museum.

Johannes Hjort erhvervede i  slutningen af 1920’erne  Ejsbølgård fra Statens Jordlovsudvalg.  Ejsbølgård var en såkaldt domænegård, dvs. en gård som i tiden op til afslutningen af 1. Verdenskrig  havde været i preussisk eje, og som Statens Jordlovsudvalg over tog ved genforeningen i  1920.

Hjort drev selv grusgraven frem til 1941, hvor den bortforpagtedes. I 1956 overgik grusgraven til selskabet ”Ejsbøl Fælleseje”, hvis ejere var Hjorts syv børn. Grusgraven var i aktiv funktion indtil 1971.

På Kleinbahn strækningen  Haderslev  – Skodborg var der ligefrem et trinbræt ved graven således at gruset kunne  transporteres derfra, ligesom passagerer kunne stå af og på toget.

Efter 1971 blev grusgraven fyldt op/jævnet med jord,  hovedsageligt fra andre kommunale områder, der byggemodnedes, for senere at blive tilsået med græs.

Johannes Hjort flyttede i 1972 til sin  nybyggede pensionistbolig, Lænkebjerg 65, som ligger ved områdets vestgrænse. Bodil og Erik Hjort ejede og drev derefter Ejsbølgård frem til 1989, hvor ejendommen solgtes til Jens Dinesen – dog forpagtede familien  Hjort gården i yderligere to år.

Dinesens  ejerskab blev kort, han videresolgte  ejendommen til en slotsherre fra Djursland. Gården endte på tvangsauktion i halvfemserne, hvor Anton Bonde erhvervede den. Han købte endvidere grusgraven,  som ejeren af Ejsbølgård efter tinglyste salgsbetingelser havde  forkøbsret til ved gensalg.

Vejen Lænkebjerg, som udgør områdets østgrænse i dag ,  endte blindt ved nr. 65, Hjorts pensionistbolig indtil den i 1980’erne førtes igennem til Moltrupvej og det nyopførte Grønlandskvarter.

I  199o’erne  henlå området som et græsklædt,  grønt areal med græssende kreaturer. Græsset  dækkede over en tidligere grusgrav.

Anton Bonde , Ejsbølgård,  solgte i  slutningen af 1990’erne  jorden,  som udgør grundejerforeningens område til byggeselskabet OXDAL i  Vejen.  Derefter gik OXDAL i forhandling med Haderslev kommune omkring udarbejdelsen af en lokalplan, som lå færdig i 2006. Lokalplanen indebar, at en del af arealet  som lå i landzone blev overført til byzone, og det gav dermed mulighed for at etablere en boligbebyggelse med en attraktiv beliggenhed, tilpasset det kuperede terræn.

Målsætningen var at sikre et boligmiljø af god arkitektonisk kvalitet, landskabeligt såvel som bygningsmæssigt.

Kvaliteten skulle bl.a. opnås ved udlægning af en grøn kile til rekreative formål med indblik fra Lænkebjerg til det åbne land mod vest og med etablering af en sø i midten. Der krævedes god balance mellem bebyggelse og friareal, samt at den nye bebyggelse skulle have et samlet arkitektonisk udtryk, som tilførte området karakter og identitet.  Endelig skulle der anlægges et stisystem til at binde området sammen.

I den sydlige del af området mod Ejsbølvej er registreret et vandhul, som er underlagt naturbeskyttelseslovens paragraf 3. Det betyder at vandhullets naturlige tilstand ikke må ændres.

I vandhullet lever små frøer, som naboerne om sommeren får besøg af på regnvåde aftener. 

I 2007 var den første villa opført, og i november samme år flyttede de første beboere ind i dobbelthusene.

Forfatteren  og præsten Lisbeth Smedegaard Andersens bog  ”Skrædderen”, som udkom i 2011 refererer til området.  Forfatteren beskriver sin oldefar  Ulrik Ibsens liv, delvis på baggrund af hans egne optegnelser. Han fødtes i 1823 i Haderslev, uddannede  sig til skrædder og endte sine dage som velrenommeret og velhavende skræddermester i København.   Ulrik Ibsen omtaler flere veje omkring Moltrup og skriver:

”Nu er de fleste af disse Veje sløjfede, men den smukkeste af dem alle – den idylliske Teglgaardsfort  – existerer  dog endnu, men  den har ogsaa,  saa vidt jeg veed,  nogen  mere Betydning  end at være blot og bar Markvej, da den nok fører videre ud i Landet; men meget er den i alt Fald ikke blevet befærdet, idet jeg mindes aldrig at have set en Vogn eller mødt et Menneske på den. Paa smukke sommerdage hvilede der en stille velgjørende Fred over denne Vej; paa begge Sider strakte sig rige Marker, hvor Bakker og Dalstrøg, Skrænter og Hegn i rig Afveksling frembød alt, hvad der fryder  Børn.”